Af Frederikke Schrøder
Propbinder er en relativt ny virksomhed, der har formået at få kunder i mange grene af ejendomsbranchen – lige fra administratorer til ejendomsbesiddere, facility management og facility service-selskaber. Og det skyldes ifølge Kim Andersen, CCO og partner i Propbinder, at de bidrager med noget til branchen, der førhen har manglet.
”Vores fokus på at binde kommunikationen bedre sammen i og omkring ejendommene har været en stor mangelvare. Det gælder også mellem administrator,
ejer, viceværter og leverandører til ejendommen. Vi har gjort det nemt at skabe gode lejeroplevelser, og vi kan dokumentere, at det øger lejertilfredsheden. Derudover øger det ejer og administrators effektivitet, ved at de slipper for manuelt at følge op på leverandører og modtage mange mails samt telefonopkald fra lejerne, og vi kan endda give et forslag til svar til lejerne med AI. Vores platform og vores mange datasamarbejder gør det også enklere at rapportere på ESG – og her indgår lejertilfredsheden jo også som et rapporteringselement,” fortæller Kim Andersen og fortsætter:
”I Propbinder ved vi, hvad vi er gode til, og det er det, vi videreudvikler på. Alt det, vi ikke kan, finder vi nogen, der er eksperter inden for deres felt, til at hjælpe med. Så i stedet for at prøve at bygge det selv indgår vi partnerskaber. Det tror jeg kan være med til at binde en hel del brancheaktører sammen. Vi går ind for samarbejde frem for konkurrence, så vi har bygget Propbinder op til teknisk at kunne integrere med alle. På den måde får vores kunder også gavn af, at vi har en bred palet af services fra de bedste i branchen tilgængelig.”
Der er travlt i ejendomsbranchen, og derfor er der behov for virksomheder, der bidrager med nytænkning og optimering. Dog har der, ifølge Kim Andersen, førhen været tøven at spore blandt branchens aktører, når de skulle købe ind på proptech-løsninger.
”Jeg synes, at hele proptech-branchen er modnet, og det er en fordel for alle dem, som har været lidt tilbageholdne, fordi vi står stærkere som branche, end vi gjorde førhen. Vi står også stærkere i det, vi har at byde ind med. Der er en helt anden samarbejdsvillighed på tværs af proptech-aktørerne, som har udviklet sig over de sidste par år. Og det gør også, at man bliver taget mere seriøst, og at man fylder mere i diskussionerne med kunderne,” fortæller han.
Men det er ikke kun blandt aktørerne, at der er sket en forandring de seneste år. Kim Andersen har nemlig også observeret nye tendenser generelt i ejendomsbranchen.
”ESG er jo den helt åbenlyse her. Det er gået fra at være noget, som vi alle talte om, til at vi nu virkelig skal forholde os til det og rapportere på vores indsatser. Og hvordan griber man så lige det an i forhold til systemer og processer? Der er kommet fart på, og der er virkelig mange gode løsninger derude, og vi vil rigtig gerne bidrage med det, vi kan,” siger Kim Andersen.
Det øgede fokus på ESG og lejertilfredshed er en udvikling, Kim Andersen håber kommer til at præge fremtidens ejendomsbranche. Og så håber han, at data vil spille en central rolle i virksomhedsdriften.
”Vi skal bruge de data, der bliver genereret ude på ejendommene. Både til ESG-optimering og -rapportering, men også i dagligdagen til at tage de rette valg og beslutninger. Så kan vi gavne både miljøet, egne værdier og dem, der bor ude i ejendommene.”
Også AI har ifølge Kim Andersen et stort potentiale til at optimere ejendomsvirksomheder.
”Jeg håber, at branchen vil embrace kunstig intelligens, fordi det kan fjerne mange af de her kedelige administrations- og rugbrødsopgaver og gøre arbejdet mere effektivt og sjovt. Så kan man bruge sin tid der, hvor man faktisk skal give værdi. Det oplever jeg, at folk er meget nysgerrige på.”
”Jeg startede min rejse i ejendomsbranchen for nogle år siden, men branchen har faktisk altid haft min personlige interesse. Det har også vist sig at være en fantastisk branche at komme ind i. Og den er på mange måder unik,” udtaler Kim Andersen og fortsætter:
”Kollegaskabet og åbenheden på tværs af branchen er meget givende. Vi deler alle mange af de samme udfordringer, og folk er enormt gode til at hjælpe hinanden og tale sammen. Så jeg fandt hurtigt ud af, at det er en branche, jeg gerne vil blive i.”
Propbinder meldte sig ind i EjendomDanmark kort tid efter at være launchet. Det var der en særlig motivation bag.
”For os er EjendomDanmark branchens talerør, og det var en selvfølge, at vi skulle være medlemmer. Det er i EjendomDanmark, at branchen er repræsenteret og samlet, og det vil vi gerne være en del af. Vi tror meget på fællesskabet, og vi ved, at vi ikke kan klare alting selv. Men hvis vi kan sparre med og indgå samarbejder med de rigtige, så kan vi meget mere,” fortæller Kim Andersen.
Og spørger man, hvad EjendomDanmark konkret kan gøre for Propbinder, er svaret da også klart:
”Netværk er helt centralt for os, og så vil vi gerne bruge tid på at indgå i de forskellige fora, der eksisterer. Den information, vi kan få om, hvad der rører sig i branchen, i lovgivningen med mere, er meget værdifuld for os. Og så er der selvfølgelig masser af spændende arrangementer, vi gerne vil deltage til, hvilket også er rigtig godt for vores medarbejdere. Så det vil også være en form for medarbejdergode.”
Link til artikel: Vi vil binde branchen sammen - EjendomDanmark (ejd.dk)